fbpx Skip to content

Hej skiferfolk!

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin

”Er der virkelig ingenting vi kan gøre mod dette?”

Det er nok det spørgsmål, som jeg har hørt mest, siden jeg begyndte at arbejde med tagskifer.

Udvindingen af tagskifer har unikke karakteristika. Skifer skal kun bruge et par snit for at kunne bruges, hvor andre naturlige sten skal bruge yderligere fremstilling i form af polering, konsolidering eller kemisk behandling. På den anden side er mængden af spild i udvindingen af tagskifer relativ høj. Kun omkring 9-7% af, hvad der blevet udvundet fra minerne bliver til brugbare fliser. Resten bliver til spild. Derfor oplever næsten alle, som besøger et skiferstenbrud at undre sig over, hvorfor der ikke gøres noget ved spildet. Faktisk har der været op til flere forsøg på at udnytte de enorme mængder af spild. Nogle forskere har allerede rettet deres opmærksomhed mod det emne og har i forbindelse med det udgivet flere artikler om at udvinde keramik fra skiferpulver.

Andre forskere har forsøgt at producere rock wool ved at blande skiferpulver med knuste blåmuslingeskaller. Andre forskere har prøvet på at producere cement, mursten og forskellige keramiske materialer af spildet fra minerne. I næsten alle forsøg er det blevet vist, at det er muligt at lave nye materialer af skiferpulver.

Selvom det er muligt at lave disse nye materialer med skifer, er det ikke en reel løsning på problemet om spildet. Mængden af skiferpulver, som er nødvendig til disse løsninger, er ude af proportioner i forhold til den totale mængde af spild. Derudover har skiferpulver ikke nogen deciderede fordele sammenlignet med andre produkter. Det er altså ikke fordelagtigt at begynde at bruge de forskellige løsninger. Hvis du gerne vil udnytte spildet, ville du også skulle fragte skiferpulveret til forskellige fabrikker, hvilket sjældent kan betale sig økonomisk.

Den gruppe forskere, som havde den mest realistiske tilgang til problemstillingen var nok gruppen, som var ledet af J. E. Oti, fra Glamorgan universitetet i England. De fulgte forskellige begrænsninger i form af mængden af spild mod mængde af produkt samt distance. Derudover specificerede de alle de mulige anvendelser af skiferspildet. I hvert fald var det ikke muligt at finde en løsning til stenbruddene, og det er noget, som vi må lære at leve med.

På den anden side har både teknologi og miljømæssig lovgivning forbedret designet og placeringerne af skiferstenbrud. I dag kan virksomheder ikke smide spild væk, hvor de har lyst. De skal kunne præsentere en restorationsplan, som skal inkludere såning. Tagskiferindustrien er blevet mere og mere miljøbevidst, og vi skal ikke glemme, at tagskifer er det tagmateriale med lavest CO2-udledning.

God fornøjelse!